Kognitiv terapi
Kognitiv terapi handler om, at arbejde med de tankemønstre, som spænder ben og gør livet mere besværligt og ubehageligt at leve. Ordet ”kognition” betyder ”tanker” eller ”erkendelser”. Kognitiv terapi tager derfor udgangspunkt i vores tanker og fortolkninger af verden omkring os. Urealistiske fortolkninger, som ser situationen mere negativt, end der er belæg for, vil kunne påvirke, hvordan du har det. Tankerne påvirker dine følelser, din kropslige tilstand og din adfærd. For at imødekomme dette og skabe muligheder for forandring tager man i kognitiv udgangspunkt i netop disse tanker og fortolkninger og undersøger, om de er realistiske eller ej.
Er tankerne overvejende realistiske søger vi at ændre på din adfærd eller på situationen. Måske vi arbejder med, hvad du fortæller dig selv om dig selv, verden eller andre som følge af den oprindelige tanke. Typisk vil vi finde frem til en tanke, som viser sig ikke rigtig at have gang på jord, og her sker der nogle gange en forløsning.
Er tankerne derimod overvejende urealistiske søger vi at finde frem til mere realistiske og hjælpsomme perspektiver på situationen. Vi undersøger, hvordan dette nye perspektiv måske kan inspirere til ny adfærd, nye fornemmelser af dig selv og i dine relationer.
Samtidig kan det give mening at forsøge at blive klogere på, hvordan tankerne overhovedet er opstået for så at afhjælpe de mere dybdegående overbevisninger og den tilhørende forpinthed, som de har affødt.
Dette gøres gennem samtale, øvelser og nogle gange aftale af adfærdseksperimenter, som du skal afprøve i det virkelige liv.
I kognitiv terapi arbejder vi altså sammen om at få et nærmere kig på dine tanker og fortolkninger. Vi bruger så at sige hjernens kraft til at finde nye veje at tilgå dig selv og dit liv. Kognitiv terapi er en effektiv metode til at reducere symptomer. Nogle gange kan der være behov for at arbejde på dybere planer, f.eks. det ubevidste (se psykodynamisk terapi) eller nervesystemet (se NARM).
