Peter er i starten af 30’erne og henvender sig, fordi han længe har følt at noget ikke helt stemmer, uden at han synes, han kan udpege præcis hvad det er. Han møder op til samtalen og fortæller lidt om sin baggrund. Som jeg oftest gør i første møde spørger jeg Peter om, hvad han kunne ønske sig at få ud af vores forløb. Hvad han længes efter, hvad han drømmer om. Dette gør jeg for at invitere til, at Peter forbinder sig til den del af ham, som vil noget godt for ham selv. Det er ikke altid let, og helt okay, hvis det er svært for klienten. Nogle gange tager det noget tid. Nogle gange arbejder vi mere konkret, måske fordi det er det, der kaldes på, og vi kan altid genbesøge klientens ønske for terapiforløbet.

Peter fortæller, at han gerne vil blive bedre til at være produktiv med sin tid. Dette er et ønske om en konkret adfærd. Jeg spørger videre ind til hvad, han kunne ønske sig at få ud af at kunne være mere produktiv. Dette gør jeg, fordi Peters ønske går på konkret adfærd. Der kan være tale om, der under ønsket ligger en selvkritik eller misbilligelse af sig selv. Hvis det er tilfældet vil det at vi lykkes med hans mål kun løse problemet eller de svære følelser midlertidigt. Faktisk ville det forstærke et mønster, hvor Peter møder sig selv på en hård måde. Og den underliggende attitude vil bestå. Derfor bliver jeg optaget af og nysgerrig på Peters intention, bevæggrunde og motivation for ønsket om at være mere produktiv.

Peter finder frem til, at hvis han bliver bedre til at være produktiv, så slipper han for følelser af utilstrækkelighed. Denne utilstrækkelighedsfølelse gør ondt på Peter. Han føler sig isoleret, anspændt og utilpas og har svært ved at acceptere og rumme denne fornemmelse. Vi finder ud af, at han får personliggjort det. Dvs. han får det til at handle om ham, om at der er noget i vejen med ham og om at det er hans ansvar at være produktiv bl.a. for at have noget at byde ind med socialt. Han møder sig selv på en betinget måde: ”hvis jeg er produktiv og har opnået nogle spændende ting, så vil jeg kunne skabe forbindelse socialt”.

Vi er sammen nysgerrige på, om han engang reelt har fået pålagt ansvaret for at sørge for den gode stemning. Peter siger måske, men er ikke sikker. Det betyder ikke så meget, taler vi om, for det mest konkrete vi kan tage fat på er jo hans oplevelse lige nu og her og hans oplevelse af, at hvis han ikke bliver bedre til at udtrykke sig socialt, ja så vil han også møde de svære følelser af isolation, anspændthed og utilpashed og tilmed føle, at det er hans egen skyld. Han vil få lagt et pres på sig selv. Et pres som i dag – uanset hvordan det var engang – faktisk viser sig kun at stamme fra ham selv. Peter genkender nemlig ikke, at der skulle være andre i hans liv, der lægger dette pres på ham. Han bliver berørt over at indse, hvad det egentlig handler om, og da jeg spørger ham, hvad det er for tårer, fortæller han, at det er lettelsens tårer.

Jeg deler, at nu hvor vi kender årsagen til hans ønske om at være mere produktiv og udtrykke sig bedre socialt, så kan vi genbesøge, om det er det, han ønsker at få ud af terapien. Han tænker lidt og deler, at han stadig gerne vil kunne udtrykke sig bedre, men han oplever mindre pres for det. Han finder også ud af, at han gerne vil kunne vælge, hvornår og hvordan han er produktiv.

I de efterfølgende samtaler undersøger vi det dilemma, som Peter nu oplever sig i mellem på den ene side at ville udtrykke sig mere og på den anden side at have lyst til at kunne slappe af. Han oplever sig udspændt mellem disse polariteter og i tvivl om, hvad der er det ”rigtige”. Han søger en ydre bekræftelse på, hvad han skal gøre. Vi er nysgerrige sammen på dette og giver plads til, at han kan udforske, hvad han egentlig ønsker for sig selv.

Vi undersøger dilemmaer, emotioner og kropslige fornemmelser. Vi undersøger og tester antagelser, som før syntes at være selvfølgeligheder. Vi bliver klogere på Peters andel i sine egne problemer. Ikke for at give ham skyld – men fordi det er dér, han kan møde sig selv. Og vi undersøger, hvordan Peter spænder ben for sig selv og Peter får en oplevelse af mere klarhed, kraft og potens og fornemmelse af, at han selv kan vælge, hvad han vil give fokus og hvordan han vil handle og gøre. Han føler sig mere hjemme og stærk, samt i kontakt med sin sårbare side.

Efterhånden som Peter har disse livsbekræftende oplevelser og føler sig fri og stærk oplever han også en sammentrækning, et tunnelsyn og en opgivenhed. Dette er ret normalt. Når vi kommer i kontakt med os selv, så viser der sig ofte en masse gode grunde, vi har lært til ikke at være i kontakt med det, vi virkelig ønsker for os selv. Det kan være noget, vi har lært en gang. I Peters tilfælde bliver det klart, at han engang havde en kollega, som sandsynligvis følte sig truet af andre medarbejdere. Peter lærte at skrue ned for sig selv for at forblive sikker og tryg. Nogle kropslige fornemmelser kommer op. Peter havde nemlig dengang lyst til fysisk at skubbe denne kollega væk, men gjorde det ikke for ikke at skabe problemer.

Vi begynder nu at arbejde med Peters nervesystem. Det bliver nemlig tydeligt for os, at Peters nervesystem har haft en impuls, som ikke har fået lov at komme til udtryk. I terapien får Peter mulighed for helt konkret fysisk af skubbe sine hænder foran sig, hvis han har lyst. Selv om situationen er en anden, så kan det at færdiggøre impulser til fysiske bevægelser, som ikke er færdiggjorte, nogle gange give en lettelse og en fornemmelse af frihed.

Peter afslutter forløbet og føler sig mere fri, mere i kontakt med svære, sårbare sider såvel som stærke og kraftfulde sider af sig selv. Han har en bedre indsigt i og kendskab til sig selv. Han føler sig selvsikker i, at han kan imødegå de problemer, han måtte møde igennem livet.

Alle forløb ser forskellige ud og kan have forskellige fokuspunkter, ønsker, mål og problemstillinger. Ovenstående er blot ét eksempel på, hvordan terapi kan se ud, for at give et indblik i, hvordan jeg nogle gange søger at skabe en god ramme for dem, jeg taler med.

”Peter” refererer ikke til en specifik klient og caseeksemplet er lavet som en sammenslutning af flere klienter og hvad jeg ofte oplever i mine samtaler.